Kronologisk overblik

 

 

Følgende stikord skulle gerne give et overblik over det lange forløb der lå forud for indgåelsen af den endelige aftale:

 

  • 1. januar 2007: Kommunalreformen indføres.
    Ensemblets hovedbidragsyder med omkring 60 %, Storstrøms Amt nedlægges. Staten overtager midlertidigt amtets forpligtelse.
  • Efterår 2007: Musikudvalget under Statens Kunstråd nedsætter en arbejdsgruppe, der skal analysere basisensemblerne og ders placering i det nye kommunale landskab.
  • Januar 2008: En tre-årig kulturaftale er indgået mellem staten og Kulturregion Storstrøm.
  • Maj 2008: Basisensemble-rapporten udkommer.
    En af konklusionerne er at ensemblerne i fremtiden skal finansieres af et kommunalt tilskud på minimum 1/3.
    En anden er desværre, at et af basisensemblerne i Jylland mister hele deres statstilskud fra og med 2011. Det besluttes i efteråret 2008, at dette går ud over "Det Jyske Ensemble". Dette ensemble kæmper stadig en indædt kamp for at overlevelse - vi håber det bedste på deres vegne.
  • Maj 2008: Blandt andet som følge af ovennævnte rapport indleder bestyrelsen for Storstrøms Kammerensemble sonderinger, der skal bane vejen for en fremtidig kommunal medfinansiering af ensemblet.
    Det står hurtigt klart, at dette arbejde primært skal foregå i samarbejde med Kulturregion Storstrøm.
  • August 2008: Ensemblets kammermusikfestival "Sommermusik oå Fuglsang" åbnes af formanden for DPS (Den Politiske Styregruppe for Kulturregion Storstrøm), Birthe Helth, der klart vedkender at der forestår en politisk opgave med at sikre ensemblets videreførelse.
  • November 2008: Indledende møde mellem SKE, DPS og Musikudvalget under Statens Kunstråd.
    Statsstøtten garanteres for 2009, men fra 2010 skal der foreligge kommunal medfinansiering. Der er enighed om at DPS er det rette organ for det videre politiske arbejde.
  • Januar 2009: Musikudvalget udbeder sig aftale for fremtidig drift af ensemblet pr. 1. april.
    Det står imidlertid hurtigt klart, at situationen for Storstrøms Kammerensemble ikke kan afklares så hurtigt. Men fornemmelsen af at vi har travlt øges.
  • Forår 2009: Ledelsen begynder at foretage sonderinger hos Region Sjælland for at afdække om der er muligheder for et samarbejde om en løsning.
    Musikere fra SKE deltager i storstilet støttekoncert for "Det Jyske Ensemble".
  • Sommer 2009: Der forhandles med Region Sjælland om ordlyden af en mulig aftale.
    Endvidere fortsættes møderækken med Musikudvalget under Statens Kunstråd.
  • 14. oktober 2009: Musikerne i ensemblet indleder en støttekampagne, der skal skabe øget opmærksomhed om de usikre fremtidsudsigter for Storstrøms Kammerensemble.
    Denne hjemmeside indgår som et centralt element. Vi har travlt - en aftale skulle gerne være indgået senest 1. januar 2010.
  • 26. oktober 2009: Region Sjælland godkender en 3-årig aftale til i alt 2,75 mio. kr.
    Der er tale om et kulturelt udviklingsprojekt, der sigter på at udvide kredsen af opbakkende kommuner omkring ensemblet. En fremtidig geografisk udvidelse af aktiviterne følger ligeledes.
    Aftalen kan forhåbentlig bruges til at indfase kommunernes tilskud.
  • 17. november 2009: Kommunalvalg!
    Ensemblet og støttekampagnen noterer med stor tilfredshed at SKE har været emne i valgkampen.
    Der skiftes politisk ledelse i Guldborgsund og Fakse kommuner. Endvidere nye Kulturudvalgsformænd i Lolland, Fakse og Næstved kommuner. Nye kontakter skal plejes.
  • 30. november 2009: På et møde mellem SKE, DPS og Musikudvalget præsenteres kommunernes udspil til fremtidig finansiering.
  • 15. december 2009: Musikudvalget afviser det fælleskommunale oplæg!
    Situationen spidser nu for alvor til, og der er ikke aftalt nye forhandlinger. En eventuel afvikling af ensemblet skal indledes senest 1. april, hvis der ikke findes en løsning.
  • Jul 2009: Det lykkes umiddelbart inden jul kommunerne at overtale staten til at genoptage forhandlingerne i det nye år.
  • 14. januar 2010: Af hensyn til et sårbart forhandlingsklima sætter musikerne efter henstilling støttekampagnen på stand by.
    Denne hjemmeside bliver ikke længere opdateret og både musikere og ledelse holder lav profil ift. pressen. Vi håber herved, at de forhandlende parter for ro til at tage de afgørende skridt, for der er gode tegn rundt omkring - ikke mindst hos de nyligt tiltrådte politiske ledelser i kommunerne.
  • 1. februar 2010: Musikudvalget beslutter at forhandle om indgåelse af aftale på nyt grundlag.
  • Forår 2010: Der forhandles på livet løs!
    Hver enkelt kommune skal politisk behandle sagen, og vi følger spændt med via de let tilgængelige dagsordener og referater på de respektive kommuners hjemmesider. Det bølger frem og tilbage, men efterhånden kommer alle i hus!
  • 12. maj 2010: SKE og DPS udsender fælles pressemeddelelse, der fortæller den fantastiske nyhed, at Storstrøms Kammerensemble er sikret frem til og 2013.
    Pressemeddelelsen kan ses i sin helhed her.